Frivilligt arbejde i Slovakiet – og så i ferien!

 Jeg forestillede mig i skræk at vi blev sat af toget i det øde østlige Slovakiet og at vi skulle gå igennem et vildt, dunkelt skovområde for at komme frem til lejren, der lå dybt inde i skoven langt fra civilisationen. Jeg forestillede mig kæmpe træer med flere meter lange grene, der hang ned og slog os i ansigtet, mærkelige lyde fra buskadserne, øde stier, som vi skulle gå af for at komme frem til en hemmelig mystisk borgruin og nogle mennesker vi overhovedet ikke kendte! Naturagtige og hærdede typer med fuldskæg og bjørnejagt, som den eneste og bedste hobby. Og hvad ville vi være? To naive vesterlændinge med deres naive rygsække på ryggen og uden en eneste bekymring, før på det tidspunkt, hvor vi stod i suppedasen!

På danske Global Contact’s hjemmside havde min kæreste og jeg fundet en mulighed, for at komme på 14 dages ”workcamp” i Slovakiet i august måned. Det vil sige: lav frivilligt arbejde sammen med andre, få kost og logi og mød folk fra hele verden! Beskrivelsen af workcampen indeholdt ordene: ”natur rigt område i Slovakiet ved gammel borgruin fra 1200 tallet, deltag i restaurering og genopbygning, beliggende på et bjerg, 30 kilometer fra civilisationen, ingen rindende vand, overnatning i telt.” Min fantasi og virkeligheden smeltede sammen og alarmknapper tændtes.

Så vi tjekkede workcampen’s hjemmeside, som til at begynde med, ikke rigtig sagde os så meget, fordi sproget udelukkende er slovakisk. Men billederne på hjemmesiden og de mails vi efterhånden begyndte at få, virkede alligevel så troværdige at vi havde svært ved at tvivle på projektets seriøsitet og gode hensigter. Vi blev heldigvis ikke skuffede.

Rejsen til Slovakiet

Den 5. august 2011 forlod vi så vores hjem i Roskilde. Det var en kaotisk lejlighed vi efterlod fordi vi havde haft en del arbejde op til turen og selve pakningen af rygsækkene blev sat i værk lidt for sent. Vi havde besluttet os til at drage mod øst, med tog hele vejen. Vi skulle til Hamburg og derfra videre i sovevogn mod Østrig og så til Bratislava, som er hovedstaden i Slovakiet. Fra Bratislava skulle vi videre mod workcampen, som lå i den østlige del af landet. På den sidste strækning sad vi i en gammeldags spisevogn, som dem vi har set på film. Her var bordene dækket med grønne duge, sidepladserne var betrukket med bordeaux farvet læder og tjenerne serverede mad og drikke for togpassagererne. På den lange togtur nåede vi at bestille en del drikkevarer og nogle lækre pandekager med flødeskum og krymmel.

Ikke så koldt på toppen af bjerget/ankomst

Vi fandt et sted i det ene telt, hvor vi kunne lægge vores oppakning. Det blev vores soveplads i de 14 dage workcampen varede. Det blev mørkt mellem kl. 19.00 og 21.00 og der kom aftensmad til os. Det blev serveret i plasticbakker med et gennemsigtigt låg af film, som kunne rives af. Det smagte godt og mættede! Efter spisningen legede vi en leg, hvor vi hver især skulle gætte, hvem der havde ”vareulv kortet” og så selvfølgelig navne leg. Vi fandt ud af at vi var en blandet gruppe af 14 unge mænd og kvinder fra henholdsvis Tjekkiet, Polen, Korea, Catalonien, Danmark og Slovakiet. Næsten alle var mellem 20 og 27 år, mens vi var alderspræsidenter på 34 og 35. Det valgte vi dog at flytte fokus fra, så godt som muligt.

Vi spiste alle vores måltider i fællesskab, ligesom vi alle altid fulgtes over en mark summende med græshopper, ned til en skole, når det var badedag. Dér var gode faciliteter og vi kunne vaske sveden og støvet væk fra kroppen. Den første dag kiggede alle skiftevis forsigtigt på hinanden og på deres morgenmåltid, som bestod af grøntsager og brød med marmelade, Nutella, ost osv. Vores unge holdledere talte energisk om planerne for dagen, smilede og stillede spørgsmål. Næsten alle deltagerne var studerende eller havde været det og der gik ikke lang tid før der blev snakket højlydt, pjattet, grinet og udvekslet erfaringer.

Arbejde og oplevelser

Den første nat blæste det utrolig meget og det ene af de to militærtelte var væltet. Det var heldigvis ikke det telt vi sov i, men derimod redskabsteltet, der lå, som en sprængt ballon, på jorden. Vi rejste det faldne telt med hjælp fra nogle fuldvoksne mænd, som vi ikke havde mødt før, men de var åbenbart tilknyttet projektet og boede nede i landsbyen. Vi fik dermed et bedre kendskab til, hvordan et militærtelt var konstrueret. Gisp! Tænk, hvis det gamle militærtelt vi sov i også faldt sammen på en stormfuld nat! Teltpløkkerne vejede omkring 5-10 kilo (det føltes i hvert fald sådan), stangen i midten, som holdt teltet oppe, lignede en mindre flagstang, reb og snor var blevet bundet godt fast alle mulige og umulige steder. Det faldt heldigvis aldrig, selvom, der i løbet af de 14 dage, var nogle nætter med kraftig vind. I hemmelighed lå jeg en nat med lommekniven parat, så jeg i nødstilfælde kunne skære mig ud, hvis teltet måtte bukke under for vinden, der ruskede og peb, som et sultent kattedyr.

Desuden bestod arbejdet på workcampen i at blande cement, at sætte bænke og store informative skilte fast i jorden. En enkelt gang blev vi bedt om at hælde cement over bjerget af høm høm i dasset, der var placeret et stykke væk fra vores telt. Det tog et par stærke fyre fra gruppen sig af. Sødt af dem! Vi lavede også udgravninger et sted, hvor der skulle fjernes noget grus og nogle sten. Måske pga. enkeltes manglende engelskkundskaber blev vi aldrig fortalt, hvilken del af borgen/slottet vi ”gravede på”, men det mindede om en balkon, da man kunne stå på bjerget, bag et stykke stengærde og se ud over hele landskabet. Vi skulle desuden hente vand ved en kilde, hvilket vi gjorde hver dag og selvfølgelig skulle vi vaske op, hugge brænde, finde træ, se efter teltene osv.

Frokost

Frokosten kom i hvide plasticbakker og i en stor gryde, hvor der ofte var en dejlig portion suppe. Der var kylling, pølser, koteletter m.m. i bakkerne. Tilbehøret var pasta, kartofler og en udmærket sauce. Vi satte os for det meste omkring de to borde under træhyttens tag og enkelte satte sig ude på græsset eller på en træstub i nærheden. En ung kvinde fra Slovakiet, som læste International økonomi på universitet, plukkede flittigt jordbærblade og mynte i naturen og sørgede næsten altid for the. Vores ledere spurgte os, hvad vi ville have at spise næste dag, vi kunne krydse af på en seddel. Vi havde 4-5 retter at vælge imellem! Hvor de fik lavet maden blev jeg aldrig klar over, men gættede på at den blev lavet et sted, hvor de producerede mad til skoleelever og ældre mennesker. Det hele smagte altid rigtig fint og vi blev mætte. En dag kom en landmand kørende i traktor, helt op til os på bjerget og afleverede en kæmpe fåreost!

Aftner i bålets skær

Om aftenen lavede vi et bål af træ, vi havde fundet i naturen. Det var rigtig hyggeligt at sidde ved varmen og kigge ind i flammerne og på de andre, som enten sad stille og roligt eller havde en sang de ville synge, en melodi, der skulle fløjtes, en vittighed eller en historie, der skulle fortælles. Af og til kom folk fra landsbyen forbi. De var nysgerrige og havde lyst til at sidde sammen med os foran bålet. Et par gange kom en musiker forbi med sin guitar. Han spillede for os i mange timer og ofte til langt ud på natten. To gange kom Kamenica’s borgmester forbi og hilste på. Selvfølgelig havde han en flaske Slivovica med, som vi i øvrigt blev budt rigtig mange gange, af flere forskellige folk, under hele opholdet. Slivovica er en stærk drink, som gives i et lille bæger. Det varmer din krop og gør dig ør. Derudover havde borgmesteren kage, brød og bacon med, en hel spand med stegte kyllingefileter og en spand med agurker fra haven. Vi skulle hverken sulte eller tørste. På bål aftnerne blev vi også introduceret for pølser på pind med et stykke brød til. Man tager simpelthen en lang pind, spidder pølsen og holder den ind over bålet. Så var det også at vi besluttede os for at præsentere begrebet snobrød! Nogle forstod ikke helt princippet med at holde snobrødet ind over gløderne i stedet for at holde det ind over flammerne, men i det store og hele var snobrød en dansk succes i det slovakiske.

I løbet af de 14 dage, hvor vi boede på bjerget var vejret næsten godt hver dag og vi kunne opholde os ude omkring bålet, men, der var også et par aftener, hvor det var koldt og blæsende og på en af disse aftener lavede vi (danskerne) risgrød og hele holdet bænkede sig i ”redskabsteltet”, hvor der var masser af plads til at stille nogle mobile langborde op. Nogle af de unge mænd på holdet havde flyttet komfuret med over i teltet og udover risgrød, producerede de ”rigtig voksne” og projektansvarlige slovakker, en varm drik bestående af sprut, sukker, ost og kakao! En skøn aften, hvor det var mørkt, blæsende og halvkoldt uden for, men varmt og melodisk inde i teltet, hvor der blev sunget smukke slovakiske sange og et par enkelte drikkeviser. En slovakisk kvinde havde en smuk sangstemme og i et par timer fyldte hun teltet med viser om kærlighed, jalousi, krig og længsel. Dem der kunne sang med, vi andre lyttede og nød den gode stemning. Inden sengetid (vi sov på luftmadrasser i soveposer), børstede vi tænder i det fri under den lysende måne.

Weekenderne

I weekenderne slappede vi af og tog på sightseeing. En lørdag var vi på bustur til det imponerende Hrad Lubovniansky, en stor gammel borg, som er andet end blot en ruin fra en fjern fortid. Her fortalte udklædte guider i traditionelle dragter om ørne, falke og andre rovfugles betydning for livet i området. De har dresseret fuglene og laver opvisning for publikum hele sæsonen. Derudover fortælles der om Slovakiet, historien og naturen i området. Om søndagen gik nogle fra gruppen i kirke og vi tog alle til folklore festival, hvor børn og voksne dansede og lavede opvisninger i farvestrålende traditionelle dragter. Solen bragede ned og solcremen blev taget i brug!

Kulturaftenen

Vi pyntede den gamle landrover med hvide bannere, hægtede traileren bag på, pyntede den med gran, satte os op og drønede igennem byen viftende med et stort lejr flag, imens føreren af bilen dyttede og de højtråbende råbte at der var kulturaften om to dage! Derudover blev der også sat helt almindelige plakater op i byen, hvorpå vi havde tegnet blomster og skrevet med kulørt tuschpen. Kulturaftenen gik ud på at vi alle skulle præsentere en madret eller flere og fortælle om vores land eller vores egn. Det endte med at der dukkede omkring 30 mennesker op, som gerne ville høre, hvad os ”vilde workcamp deltagere” på bjerget havde lyst til at præsentere. Som de danskere vi er, valgte vi at lave lagkage, lakridser, risgrød og rå grøntsager. Vi havde ikke alle de nødvendige ingredienser til lagkagerne, men lagkage blev det! Derudover blev der serveret tjekkoslovakisk hvidløgssuppe med tilhørende hvidvin, koreansk fiskesuppe, polsk salat, slovakiske kager, catalansk velgørende drik og toast m.m. Alle fortalte om deres hjemstavn og vi havde en rigtig god aften!

Afslutningsfest

Den allersidste dag blev vores lejr på bjerget, hvor vi havde boet i 14 dage, lavet om til en festplads. Alle fra Kamenica og nabolandsbyen blev inviteret. Der blev lavet boder, musikscene, øl anlæg blev sat op, løg blev skrællet til en kæmpe portion gullasch og informative brochurer blev lagt ud, så folk kunne læse om projekt ”Kamenìcky Hrad” (Kamenica borgen). Borgen, som blev bygget omkring 1248 og som den dag i dag, trods dét at den kun er en ruin, skaber værdi for slovakkerne i landsbyen Kamenica. Borgen har også skabt værdi for os, i form af en anderledes natur ferie med frivilligt arbejde, på et bjerg med smukke vilde blomster og en masse nye og spændende mennesker.

Interview

Michal Kebis var den ene af vores gruppeledere. Han er 23 år, studerer computerteknologi og er sendt på workcamp, som leder, via Inex Slovakia, som opfordrer og uddanner unge til at deltage i frivillig projekter rundt omkring i verden, med henblik på at skabe tolerance overfor andre lande og kulturer.

Hvorfor laver du frivilligt arbejde?

Michal: Jeg laver frivilligt arbejde fordi det er en god måde at bruge sin fritid på. Jeg møder nye mennesker, hjælper folk, har det sjovt og lærer noget. Jeg laver for det meste frivilligt arbejde om sommeren, men jeg deltager også i andre projekter, som fx træning af fremtidige workcamp ledere.

Beskriv, hvordan det er at være leder af en gruppe på 12-15 forskellige mennesker fra hele verden? Hvordan forberedte du dig? Hvad har du lært?

Michal: Dette var min første workcamp, hvor jeg deltog, som leder. Jeg forbereder nogle ”ice-breakers”, nogle ”lær hinanden-at kende” spil, nogle fritidsaktiviteter og jeg spurgte vores lokale partner om muligheder for ture og sightseeing. Jeg har lært en masse om at lede folk, hvad man skal være forsigtig med og derudover har jeg fungeret, som tolk mellem de udenlandske deltagere og de slovakker, som ikke er så gode til engelsk.

Har du deltaget I en workcamp før?

Michal: Ja, jeg har deltaget i mange workcamps før, 5-6 stykker måske. I to af dem var jeg ungdomsleder for slovakiske grupper. Jeg har lavet frivilligt arbejde siden jeg var 18 år og jeg planlægger at fortsætte.

Hvad er den største udfordring, som leder af en workcamp?

Michal: at skulle tænke på det hele, at sørge for at alle har noget at lave og at de er glade og tilfredse. At skulle synkronisere det hele, selvom jeg ikke altid følte at det hele var under min kontrol.

Hvad får du ud af at deltage i en workcamp?

Michal: Jeg får ikke løn, så vidt jeg ved og jeg behøver det heller ikke. For mig var workcampen i Kamenica meget unik. Jeg havde det virkelig sjovt, måske sjovere end de gange, hvor jeg har været på workcamp i udlandet. Jeg lærte også nye måder at kommunikere på og nye måder at samarbejde med andre mennesker på.

Har du et godt råd til andre, som har lyst til at deltage i en workcamp eller, som vil være leder af en?

Michal: Jeg synes at alle skulle prøve det. Det er virkelig sjovt. Ubeskriveligt.