Hvem kan arbejde som frivillig?
Gennem frivilligt arbejde kan man styrke sine kompetencer og
samtidig hjælpe andre. Nyuddannede kan få joberfaring,
studerende kan få erhvervserfaring og samle point til sin
uddannelse ved at arbejde i en organisation. Er du
pensionist eller på anden måde fritaget fra arbejdsmarkedet,
kan du fortsætte med at bruge dine
arbejdskvalifikationer eller prøve noget helt nyt.
Mulighederne er uendelige.
Uanset baggrund kan du med frivilligt arbejde være med til
at skabe et meningsfyldt virke og samtidig gøre en forskel.
Alle har ret til at udføre frivilligt arbejde, hvad enten man er i arbejde, under uddannelse eller arbejdsfri.
Hvis du modtager arbejdsløshedsdagpenge - efterløn - overgangsydelse - seniorydelse - og gerne vil udføre frivilligt socialt arbejde, skal du være opmærksom på reglerne på området. Det er nemlig således, at nogle former for frivilligt arbejde medfører fratræk i arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.
If. loven kan frivilligt arbejde deles op i tre kategorier:
- Frivillige aktiviteter, der kan udføres uden fradrag
- Frivillige aktiviteter, der kan udføres i op til 4 TIMER OM UGEN uden fradrag
- Frivilligt arbejde vedrørende primær drift og vedligeholdelse
Fælles for de tre kategorier er:
Du skal altid oplyse din A-kasse om din deltagelse i frivilligt arbejde.
Vær særlig opmærksom på at oplyse A-kassen om ændringer i arbejdets karakter.
Det er din A-kasse, der tager stilling til, hvilken kategori dit frivillige arbejde indgår i.
Kategori 1: Frivillige aktiviteter, der kan udføres uden fradrag
Den første kategori gælder frivilligt, ulønnet arbejde, der ikke kan udbydes som almindeligt arbejde.
Eksempler:
- Besøgsven
- Arbejde i sociale caféer og væresteder, som vedrører almindelige forfaldende
aktiviteter.
- Tøjsortering, ekspedition i genbrugsbutikker
- Rådgivning, der ikke kræver eller forudsætter særlig uddannelse
- Lettere omsorgsarbejde, f.eks. aflastning af pårørende til syge i eget hjem
- Særlig indkøbshjælp eller ledsagelse til indkøb
Kategori 2: Frivillige aktiviteter, der kan udføres i op til 4 TIMER OM UGEN uden fradrag
Denne kategori gælder arbejde, der kan udbydes som lønarbejde.
Eksempler:
- Socialrådgiver i et krisecenter
- Jurist i retshjælp
- Rådgivning, der kræver eller forudsætter en særlig uddannelse
- Egentlig pleje af f.eks. ældre, syge eller handicappede i vedkommendes eget
hjem, som en offentlig myndighed ikke er forpligtet til at udføre
For ulønnet arbejde i denne kategori gælder, at det kan udføres i op til 4 timer om ugen UDEN FRADRAG taget som et gennemsnit over en udbetalingsperiode.
Du skal have din A-kasses godkendelse, og hvis du arbejder i flere timer, vil det medføre et fratræk i dagpenge eller efterløn. Antallet af timer skal påføres dagpengekortet.
Kategori 3: Frivilligt arbejde vedrørende primær drift og vedligeholdelse
Denne type medfører altid fradrag.
Ved primær drift forstås arbejde, der er med til at sikre organisationens overordnede, administrative drift. Det kan f.eks. være personaleadministration og økonomi- og organisationsstyring.
Primær drift er også arbejde, som en offentlig myndighed er forpligtet til at udføre. Det kan for eksempel være udbringning af mad til ældre hjemmeboende.
Når du udfører ulønnet arbejde, som er primær drift, vil det ALTID MEDFØRE FRADRAG i dine arbejdsløshedsdagpenge og i din efterløn.
UNDTAGELSE:
Der er undtagelser og her følger eksempler på primær drift, som IKKE MEDFØRER FRADRAG:
- Mindre administrative opgaver
- Arkivarbejde
- Arbejde i omstilling
- Receptionistopgaver
- Mindre koordineringsopgaver
- Ved indsamling
- Koordination og formidling af frivilligt arbejde
- Sammensætning af vagtplaner for frivillige
- Bogholderi og revision i mindre foreninger
Ved vedligeholdelse forstås arbejde, der sikrer, at de fysiske rammer er i orden, f.eks. maling af lokaler og rengøring.
Ulønnet arbejde i denne kategori vil ALTID MEDFØRE FRADRAG i arbejdsløshedsdagpenge eller efterløn.
Her er der også en række undtagelser.
Rådighedsforpligtelsen:
Når du er på arbejdsløshedsdagpenge, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Deltagelse i frivilligt arbejde ændrer ikke ved rådighedsforpligtelsen.
Når du modtager efterløn, skal du ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Reglerne er gældende fra april 2005.
Modtager du KONTANTHJÆLP:
Personer på kontanthjælp har ret til at udføre frivilligt arbejde. Der er ikke de samme begrænsninger som for modtagere af arbejdsløshedsdagpenge, efterløn og overgangsydelse.
Modtager du kontanthjælp, må du gerne gøre en indsats både i offentlig og privat regi.
HUSK:
Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet
Du har oplysningspligt over for kommunen, derfor skal du oplyse, om du deltager i frivilligt arbejde
Vil du vide mere om dette emne kan du kontakte
Center for frivilligt socialt arbejde,
Pantheonsgade 5, 3.sal, Postboks 1122, 5100 Odense C
eller besøge hjemmesiden:
www.frivillighed.dk
Frivilligt
arbejde - startside
|