Topbjælke
Logo

 



Foreningsservice - vi hjælper jer

I sensommeren 2007 blev SR-Bistand et frivilligcenter.
Ideen med frivilligcentrene er at styrke, udvikle og synliggøre det frivillige sociale arbejde i lokalområdet. Det betyder, at Frivilligcenter SR-Bistand udover at hverve frivillige til de frivillige sociale foreninger, nu også tilbyder gratis foreningsstøtte til foreninger og nye projekter på Nørrebro og i Nordvest.

Har I som forening eller enkeltperson brug for sparring i forhold til at realisere et projekt eller styrke foreningens kompetencer og indsatsområder, kan Frivilligcenter SR-Bistand tilbyde støtte og vejledning på mange områder.

Hvad kan foreningerne bruge frivilligcenter SR-Bistand til?
I Frivilligcenter SR-Bistand hjælper vi med synlighed, kommunikation, fundraising samt sparring på idéer til projekter. På hjemmesiden skriver vi løbende om kommende kursusaktivitet og arrangementer.
Derudover informerer vi om relevante ansøgningspuljer og vejledning i udformning af ansøgninger.  



Kursusaktivitet

Frivilligcenter SR-Bistand afholder også kurser, temadage og netværksaftener for foreninger. Vi ønsker at opmuntre til netværksdannelse på tværs af foreninger - bl.a. ved at afholde kursus og arrangementer, hvor foreningerne får mulighed for at møde hinanden og udveksle erfaringer inden for frivilligt arbejde.

Hvervning af frivillige og større synlighed
Frivilligcenter SR-Bistand hjælper også foreninger med at rekruttere frivillige til frivilligt socialt arbejde. Blandt andet kan vi tilbyde foreningerne hjælp til at skrive annoncer samt at skabe mere synlighed omkring foreningernes behov for frivillige.
På SR-Bistands hjemmeside har foreningerne også mulighed for at søge frivillige til deres forening. SR-Bistand lægger løbende annoncer for foreninger, som søger frivillige, ud på SR-Bistands egen hjemmeside.

Mød os og få hjælp til at komme i gang

Har du/I brug for inspiration, støtte eller hjælp til at komme videre med foreningsarbejdet, så kontakt koordinator Lenette Ea Vacher, som vil arrangere et indledende møde.
Har I andre ideer til et samarbejde, er I naturligvis også velkomne til at kontakte os.

Bundbjælke